C5 fryser ved opstart

Hvis en C5 fryser/låser/går ned ved opstart kan der naturligvis være flere ting på spil. Ud over fejlen med at den nye databaseberegning i C5 version 2012 på SQL kan få systemet til at hænge under login, så er der to fejl vi ofte ser på ældre C5’ere (tidlige versioner af C5 version 2010 og ældre).

Den første fejl handler om det nye sidepanel som blev indført i C5 version 2010. Der er desværre en fejl i ældre C5 kerner, der gør at det ikke fungerer korrekt med Internet Explorer version 9. Og fejlen er netop at C5 hænger under opstart.

De mulige løsninger på denne fejl er:

  1. Slå sidepanelet helt fra.
    Om ikke andte kan det hjælpe dig til at idenficere om du er ramt af netop dette problem.
    Du kan slå sidepanelet fra under opstart under Generelt / Tilpasning / Brugerkonfiguration / Applikation / Sidepanel. Marker “Vis ikke ved opstart”.
  2. Opdater din C5 til:
    – nyeste version (anbefalet),
    – nyeste fejlrettelser til C5 version 2010 (næstbedste løsning)
    – nyeste kerner til C5 version 2010 (løsningen kan ikke anbefales da den ikke officielt supporteres af Microsoft). Læs evt. mere her!

En anden fejl som ofte medfører at brugeren tror C5 hænger under opstart er at hovedmenuen er blevet rykket helt udenfor det viste skærmbillede i C5. Denne fejl opstår kun hvis brugeren kører med gitter- eller træstruktur-menuen (den nye navigationsmenu er ikke ramt).

Der er desværre en fejl i ældre C5’ere (tidlige 2010 versioner eller ældre), der nu er dukket op igen i nyeste version 2012. Fejlen medfører at hovedmenuen kan finde på at “minimere” sig og placere sig udenfor det aktive skærmbillede.
Fejlen ses lettest ved at der er scroll-barer i C5-vinduet, der i øvrigt er tomt. Og det hjælper i øvrigt ikke at trykke på menu-knappen selvom man kan se at den aktiveres (for menuen er jo allerede åben udenfor det synlige vindue):

Problemet løses ved at bruge de to scroll-barer til at flytte synlige vinduesområde derhen hvor hovedmenuen har gemt sig. Ofte vil man se at den er “foldet helt sammen” så man kun kan se dens overskrift. Her må man så bruge musen til at trække i nederste højre hjørne til man igen kan se dens indhold. Menuen kan endvidere flyttes på plads, så den ligger korrekt igen. Eller lettere ved bare lige at slette brugerrettelser (CTRL+F9 eller vælg den i menuen).

Ovenstående er naturligvis kun løsning af det akutte problem i at man ikke kan arbejde i C5. Ofte vil man se fejlen igen og igen – nogle gange endda hver gang man starter C5. Så den rigtige løsning er ligesom ovenfor at opgradere til nyeste eller nyere C5-version. Hovedparten af fejlen er så vidt vi ved løst i nyeste kerner til C5 2008 og 2010, men hvis man maksimerer hovedmenuen kan fejlen stadig vise sig.

Jf. Microsoft vil fejlen blive løst helt i 2012 ServicePack 1 (der frigives i december 2012), og formentligt også til 2010 i en kernefrigivelse efter førnævnte dato.