“Danske politikere er ikke korrupte, det kræver jo et vist format”

Inden vi får fornærmet nogen, må vi heller lige slå fast at overskriften er et citat af den danske forfatter Palle Lauring, som blev født i 1909 – så kan du selv vurdere hvor aktuelt og relevant det er, for dette indlæg :-).

 

Men korruption handler det nu alligevel om – men det er korruption i Klassisk Dynamics C5s kodefiler – c5util.*. Fx (men ikke kun) denne fejl:

 

Bliver disse beskadiget kan man havne i en situation hvor Klassisk Dynamics C5 ikke kan starte (heller ikke med parameteren “-a-“) – og har man ikke en backup af dem, ja så hjælper det jo fedt, at der er et indbygget værktøj i C5 til at reparere på filerne.

 

Bemærk dog: Denne slags fejl kan også skyldes manglende rettigheder til filerne – så check det først. Det gøres lettest ved at kopiere Klassisk Dynamics C5 til en lokal PCer og til en mappe du ved du har fulde rettigheder til. Check også at readonly-flaget ikke er sat på nogle af filerne (især c5util.*).

 

Nu har vi – efter et indlæg af Leif R. Pedersen på C5 Forum (se evt. her!) – fundet et udokumenteret “hack” vi gerne vil dele med jer (xxx er fil-extension på den af filerne, du har problemer med):

  1. Luk alle Klassisk Dynamics C5’ere der måtte være åben
  2. Omdøb C5UTIL.xxx til fx C5UTIL.xxx.OLD
  3. Start C5 console (den laver nu en ny tom C5UTIL.xxx)
  4. Start en dosprompt fra den (så slipper den nemlig fil-låsen på den nye, tomme C5UTIL.xxx)
  5. Slet den nye C5UTIL.xxx og døb din C5UTIL.xxx.OLD tilbage til C5UTIL.xxx
  6. Exit dosprompten
  7. Kør nu reparationskørslen fra udviklingsmenuen (Multi/Diverse/C5UTIL. Svar Ja ud for alt vedr. C5UTIL.xxx (de andre rækker må evt. gerne stå til Nej). Kør den evt. nogle gange til der ikke længere meldes fejl.
    Reparation af C5UTIL.xxx
  8. Luk nu C5, start C5 igen, multioversæt alt.
  9. Test/undersøg om du har fået al programkoden med ud. Ellers må du genskabe det der mangler på anden vis (læs: kode det igen).

Virker det – og er der tale om kodelag du selv kan skrive til (fx USR, VAR, BUS, CUS, USP, VAP, BUP, CUP), så eksport al din kode. Slet C5UTIL.xxx og lav en ny med de eksporterede kodeelementer i. Så er du sikker på du er helt fri af at filen indeholder beskadigede data… Og ta’ så lige en backup af de her filer fremover, ikke? 🙂

 

Da dette ikke er officielt supporteret af Microsoft, vil en restore af en backup ALTID være at foretrække. Brug af løsningen er helt på egen regning og risiko – og husk at tage en (eller flere) backup(er) først 🙂

 

Bemærk: Reparationskørslerne er arvet fra Microsoft XAL, så dennes C_UTIL.xxx-filer kan formentligt repareres på helt samme måde…

Skriv et svar